Min far var i mange år præst i Skagen, hvor jeg også er født. Det er imidlertid Hvide Sande, jeg siden mine forældre flyttede hertil i 1980 kender som min hjemhavn.

Indre Mission stod stadig stærkt i Hvide Sande i firserne, og byen var på mange måder meget delt mellem missionsfolk og de verdslige. Selv lærte jeg at færdes relativt ubesværet i begge lejre, men også uden selv at definere noget fast tilhørsforhold. Allerede i en tidlig alder, mere en slags fritænkende observatør.

Kysten som vilkår, der er temaet for Kunst i Slusen i år, handler for mig dybest set om tilpasning; en grundlæggende accept af at tingene konstant forandrer sig, og at du derfor skal være klar på at mulighedsrum konstant ændres, lukkes, og åbnes. Det kræver af dig at du er til stede; holder sanserne åbne, og agerer i forhold til det der sker omkring dig.

Et andet vilkår på kysten, er at du konstant bliver mindet om målestoksforholdet: at det altid er dig, der er den lille, og havet der vinder til sidst.

Den logiske konsekvens er at vi mennesker, hvis vi skal have en chance, er nødt til at arbejde sammen, stå sammen og hjælpe hinanden uagtet, og på tværs af traditionelle skel.

Oversætter vi det til kunsten, er det næppe nogen tilfældighed, at Kunst i Slusen i år kan fejre 20-års fødselsdag som en selvstændig kulturinstitution, fri af netop konventionelle, kulturelle institutioner. I de 20 år slusebygværket er blevet åbnet for offentligheden i forbindelse med udstillingen, har hverken museer, faguddannede kuratorer, eller akademier været indblandet, ligesom også finansieringen er fundet lokalt.

Da jeg første gang besøgte Kunst i Slusen tilbage i slutningen af nullerne, ville jeg have forsvoret, at jeg nogensinde selv skulle blive udøvende kunstner, endsige få fornøjelsen og æren af at udstille i hjembyen. Jeg var på det tidspunkt netop blevet indehaver af Danmarks første kabeldrevne wakeboardbane—Kabelpark—og knoklede en vis legemsdel ud af bukserne for at holde skindet på næsen . . . .

"Du er nødt til at forholde dig til virkeligheden som den er,” er ord, jeg ofte bruger overfor vores 8-årige, når jeg frustreret tænker: det har du i princippet ret i, men sådan fungerer det bare ikke i praksis. Det er sådan min opvækst i Hvide Sande har lært mig at tackle udfordringerne: at forholde mig til virkeligheden som den er.

Efter salget af Kabelpark, stiftede jeg i 2020 en virksomhed ud af et ønske om at gentænke og omarbejde gamle, brugte materialer. Materialer fra sommerhuse, der bliver rykket ned i stor stil herovre på vestkysten, fordi feriehusmarkedet boomer; gamle maritime materialer fra havnen, afskær og rester fra mere regulære tømrerprojekter; den slags.

Genarbejd viste sig at være knap så bæredygtig en business, som jeg i min egen lille isolerede coronaboble havde forestillet mig. Selv om det var svært, et faktum jeg var nødt til at forholde mig til, og drage konsekvensen af.

Meget af tankegodset fra projektet kunne jeg imidlertid tage med mig ind i min spirende praksis som kunstner, hvor kærligheden til det slidte, vejrslåede og patinerede pludselig fandt klangbund på mine lærreder og arbejder på træ.

Det er den samme kærlighed, der i år kommer til at bære to af mine nyeste værker til Kunst i Slusen: paneler af bolværkstræ fra Æ Tysk'havn, der efter 111 år i vandet, nu bliver transformeret til vægkunst.

Min kunst handler i sin essens om transformation; om at iagttage, og manipulere med naturens egne processer—kystens vilkår—og mime den virkning sol, fugt, salt, sand og blæst har på materialer og overflader. Som jeg har for vane at fortælle, bringer mine værker naturens elementer, og den autentiske vestkystfornemmelse ind i dit hjem.

Havde jeg kun lyttet til min sunde fornuft, havde jeg nok aldrig brugt alle de ukristeligt mange timer på at forfine min kunstneriske kunnen. Der er trods alt nemmere måder du kan tjene dine penge. Men at forholde sig til virkeligheden, som den er, betyder jo ikke, at du ikke skal forsøge at udvide mulighedsrummet. Tværtimod. Kun at du skal vælge dine kampe med omhu.

En søndag formiddag i 2024 får jeg uventet besøg af et par nordsjællandske gallerister, der lufter hund på Æ Tysk'havn, og ikke kan dy sig for at kigge ind i mit studio. Et lille kvarter senere er jeg inviteret med på sensommerudstillingen hos Galleri Juul.

Det forløb sig anderledes, end jeg havde regnet med. Og selv om jeg ikke længere er en del af dén verden, er jeg tak skyldig for den skønne omfavnelse, jeg fik. For mig personligt giver det imidlertid mere mening at samle kræfterne i Hvide Sande, hvor jeg har mit virke som handelskoordinator for hvidesande.by, og nu også holder fast åbent i mit studio et par dage om ugen.

Jeg har boet her i størstedelen af mit efterhånden halvlange liv, og kommer aldrig til at bosætte mig andre steder igen, permanent. Som så mange andre i Hvide Sande har jeg affundet mig med kystens grundlæggende vilkår.

Præstesøn, javel, men gudstro har som sådan aldrig fyldt alverden i mit eget liv.

Alligevel er det hér, jeg naturligt slutter, når jeg skal binde en krølle på temaet Kysten som vilkår; med den såkaldte Sindsro-bøn af den amerikanske teolog Reinhold Niebuhr. Vi er tilbage ved det stoiske princip om at fokusere kræfterne, hvor det giver mening, fordi der helt grundlæggende bare ér ting i den her fysiske verden, vi må acceptere og leve med:

Gud giv mig sindsro til at acceptere de ting, jeg ikke kan ændre; mod til at ændre de ting jeg kan, og visdom til at se forskellen.

Bedre kan jeg ikke formulere det selv.

Har du tid og mulighed, håber jeg vi ses i manøvregangen, hvor årets Kunst i Slusen er åben 2. - 14. august 2026. Jeg udstiller sammen med Michael Ruby, Britta Bauer og Jens Thordal.