Hvorfor købe mine værker?

Kunst kan være mange ting. Dekoration, investering, statusmarkør, eller bare noget der fylder et tomt søm. Men i sin allerbedste udgave er kunst et spejl: noget du erhverver fordi det fortæller en del af den historie, du selv er i gang med at skrive. Investerer du i ét af mine værker, får du et stykke vestkyst transformeret gennem havluft, syre og salt. En overflade under nedbrydning og forvandling—som måske netop derfor skaber ro og klangbund i dit hjem ⚓

Hook op estrup.studio coverbillede
Christian Estrup profilbillede Christian Estrup

Monomyte I

Monomyte I

(2025)

200 x 100 cm: mixed media på opspændt lærred.

DKK 19.000,-

Der er noget skjult og søgende over skikkelsen, der synes at ville gemme sig på det gustne, forvitrede lærred.

Jeg har vanen tro arbejdet med rust og oxidation for at skabe en overflade, der fortæller om den første del af min egen dannelse som kunstner: den lange proces med at acceptere min evindelige flagren mellem projekter og genrer som en styrke, snarere end en svaghed.

Der er en varm, jordagtig stemning over maleriet, som noget der har været gemt af vejen eller begravet og nu langsomt graves frem. Forskellige ansigter dukker op og forsvinder igen i teksturen, som fragmenter af identitet der endnu ikke er helt sammenhængende.

Skikkelsen selv er tvetydig. Sover den stående, elegant som en flamingo, eller har den fribytterens karakteristiske træben? Det spørgsmål afspejler på mange måder noget fundamentalt ved min egen dannelsesrejse: de mange år, hvor jeg så min egen skæve tilgang til verden mere som en karaktérbrist end en unik gave.