Det Hvide Sande, jeg har kendt og kaldt hjem siden 1980, ligger i læ bag klitterne. En hjemhavn der på sin egen underspillede måde både er både diskret og trodsig.

Egentlig var det slet ikke meningen den skulle være hér—byen—opstået på må og få, både syd og nord for afvandingsslusen, i årene efter 1931. Forholdene viste sig at være ret ideelle til kystfiskeri; men den udsatte beliggenhed, og det lunefulde Vesterhav manede samtidig til en vis ydmyghed.

Når vind og vejr for alvor viser tænder kan den jyske vestkyst være barsk som få steder på de her breddegrader. Det ville være uklogt at bygge for højt eller udsat. 

I skolegården lærte vi lidt af den samme ydmyghed: ikke gøre væsen af sig. Som jeg husker det, var vi generelt hårde ved hinanden, og jeg lærte allerede tidligt værdien af at kunne holde lav profil. Fik kedsomheden i timerne mig til at finde på, blev jeg som regel bare smidt ud. Og de par gange jeg tillod mig at konfrontere en lærer, jeg syntes opførte sig ganske urimeligt blev der kvitteret med en lussing.

Jeg valgte vel ét eller andet sted at tro det var mig, den var gal med. Og lærte mig at spille de andres spil.

Omvejene hjem

Allerede tidligt var jeg håndværksinteresseret. Spurgte jeg de kloge mennesker omkring mig, var der imidlertid ingen tvivl om at det var den boglige vej jeg skulle. Arkitektskolen virkede som det oplagte kompromis, hvorfor jeg valgte at søge ind i Aarhus direkte efter min studentereksamen.

Studiemiljøet var fint, men det stod ret hurtigt klart for mig at det slet, slet ikke var det jeg skulle. Dårligere endnu viste matchet sig at være, da jeg året efter halvhjertet startede på litteraturhistorie, og ét år senere igen på idéhistorie.

Til sidst endte jeg i ren desperation i arbejdsmarkedets last resort: restaurationsbranchen, hjemme på vestkysten.

Hér fandt jeg noget af det stress og den dynamik, jeg virkelig havde savnet på skolebænkene, og selv om Sandslottet ikke var det mindste fashionabelt, og maden vi serverede knap var værd at spise, fik jeg en pokkers masse god lærdom banket ind i knolden sammen med de andre velbegavede misfits på gulvet i Nr. Lyngvig.

Selverhvervende

Et par år senere fik jeg mit første momsnummer med en lille grillbar på Surfplads Nord, og efter endnu flere omveje, og etableringen af en lille webgrafisk nebengeschäft kunne jeg i 2007 overtage driften (og kort efter ejerskabet) af Danmarks første kabeldrevne vandski- og wakeboardbane. Intet af det planlagt; mere en kæde af umiddelbare reaktioner på de muligheder, der nu tilfældigvis bød sig til. Rage alt for meget op, skulle jeg jo i hvert fald ikke.

13 sæsoner, blev det til på kablet i alt. Jeg blev aldrig skide dygtig til at drive forretningen, og kom heller aldrig selv til at slide voldsomt på banen. Mit mål var fra starten at skabe et sted og et miljø, hvor jeg selv ville elske at hænge ud, og lige præcis dét vil jeg mene lykkedes til fulde. Også derfor var det en svær beslutning at sælge.

Jeg har aldrig sidenhen savnet de uendeligt mange ubekendte faktorer der påvirkede driften og resultatet. Men jeg ville lyve, hvis jeg sagde jeg ikke ind imellem savner mine gode ansatte, de mange, mange dejlige gæster, og ikke mindst de lokale, der gennem årene var med til at skabe miljøet og stedet.

You do the math

Efteråret inden jeg solgte kablet, var jeg for alvor begyndt at bygge møbler og interiør af gammelt, genanvendt træ. Jeg satte også gang i et selvbyggerprojekt hjemme på Æ Tysk’havn, og måske var det slet ikke så overraskende at jeg endte med at forsøge mig med en virksomhed, hvor gammelt træ og brugte maritime emner skulle upcycles . . . Begavet genbrug af kasserede materialer og dekoration af drivtømmer er jo håndværk, hvor kunst decideret er at stikke ud. You do the math.

Det endte selvfølgelig også med at jeg brugte alt for ukristeligt mange interessetimer på at male, og samtidig havde væsentligt sværere ved at få økonomi i projekt Genarbejd end ventet.

Da en nyoprettet halvtidsstilling som handelskoordinator for hvidesande.by dukkede op, begyndte jeg at øjne en mulig forskydning af mit arbejdsliv.

Indenfor ganske få uger i forsommeren 2024 landede jeg handelskoordinatorjobbet og blev spottet af Galleri Juul. Turd drømme, højlydt, malede jeg, på et gammelt paunebræt, efter at have slået bydeformen af at turde op flere steder; jeg kendte den simpelthen ikke, da den aldrig har været en del af det vestjyske vokabularium.

Når jeg i dag står op og går på arbejde, glæder jeg mig—hvad enten det er i mit eget studio, for hvidesande.by eller som freelance konsulent—over langt om længe at være kommet hjem. Du kan selvfølgelig have en pointe i at sige at jeg aldrig har forladt mit hjem, og stadig ligger godt i læ bag klitterne.

Men modsat tidligere, er jeg langt om længe også nået til et stadie, hvor den trodsige og kontrære trang til at skabe min egen vej og finde min egen stemme har fundet plads.

Jeg er ikke længere så bange for at stikke ud, og kan se skolegården for hvad den var: en zone af nedarvet, gensidigt begrænsende frygt.

Hvor det er super fint at bygge (og ligge) i læ for vinden, bør hverken frygt eller vane i mine øjne få lov at være begrænsende faktorer.