At skiltet virker overrasker mig ikke. For wabi-sabi er egentlig ikke svært. Det er bare et udtryk for noget, vi alle sammen dybt inde ved er sandt, men som vores moderne forbrugskultur konstant forsøger at overdøve og fjerne fokus fra.
Begrebet—og det der gemmer sig bag det
Wabi-sabi er japansk. To ord, der er vokset sammen til ét begreb, men som havde deres oprindelse to meget forskellige steder.
Wabi handler om det enkle. Det ufuldkomne. Det afsondrede. Oprindeligt var det ikke et positivt ord; snarere havde det en betydning i retning af fattigdom, ensomhed, savn. Men over tid—særligt gennem zen-buddhismens og te-ceremoniens æstetik—vendte det. Det upåklagede, det spartanske, og det der er skabt af nødvendighed snarere end af overflod: det begyndte at bære en slags værdighed i sig. En ro. En ægthed.
Sabi handler om tidens arbejde på tingene. Rust. Patina. Det slidte, ældede, afblegede. Det der bærer sine år synligt. Sabi er efterårets farver, den gamle tekoppe med den sprukne glasur, planken der er vejrslidt til noget smukkere end da den var ny. Det er skønhed, der kun bliver mulig fordi tiden er gået.
Tilsammen peger wabi-sabi mod noget centralt i japansk æstetisk tænkning: at det ufuldkomne er mere interessant end det perfekte. At forgængelighed ikke er en fejl ved tilværelsen, men selve dens karakter. At der er en form for skønhed, som kun opstår i det der er udsat for verden; for vejr, for slitage, for forandring.
Det er en tankegang, der trækker tråde til begrebet mono no aware: en bevidsthed om alle tings forgængelighed, og den bittersøde blanding af vemod og taknemmelighed den bevidsthed kalder frem.
Skiltene er håndmalede på gamle plettede paunebrædder, der i høj grad bærer vidnesbyrd om processerne i mit studio.
Wabi-sabi på vestkysten
Jeg bor og arbejder i Hvide Sande. Et sted, der ikke lader dig glemme at tiden går og tingene forandrer sig.
Vestkysten er barsk. Salt og fugt og blæst tærer overflader på rekordtid. Bunkernes beton males tilbage til sand. Træ forgår. Metal korroderer. Alt hvad der sættes ud mod elementerne, må snart bærer mærkerne af det møde.
Det er ikke ulykkeligt, men tværtimod uendeligt fascinerende—og det er præcis hér min kunst er forankret.
Jeg arbejder ofte med fundne materialer: rustent metal, drivtømmer, gammelt reb, korroderet kobber, cement. Materialer der allerede er i gang med en transformation. Materialer der har en fortid, jeg ikke kender hele historien bag. Materialer der bærer patina, skader, ar fra mødet med havet og elementerne; mødet med menneskehænder ikke mindst.
Processer som oxidation, patinering, syreætsning, saltbehandling, ild, højtryksrens, og fysisk voldsomhed er en naturlig del af min palette. Naturens egne processer, bare speedet op. Teknikker der ikke skjuler tidens arbejde og iboende transformation, men fremhæver begge dele. Forliger sig med altings forgængelighed. Finder skønheden i det flygtige og skrøbelige.
Det er wabi-sabi i praksis. Ikke som filosofisk øvelse, men som håndværk.
Det ufuldkomne som spejl
At skiltet virker som det gør, skyldes efter min bedste overbevisning at vi lever i en kultur, der er så ekstremt optaget af det perfekte, nye og polerede. Det sælger, og er nemt at sætte pris på. Men det efterlader os også med en fornemmelse af aldrig helt at slå til, fordi vi altid selv er ufuldkomne, uperfekte, menneskelige. Fordi vi alle bærer vores egne ar.
Wabi-sabi foreslår det modsatte af perfekthedskulturen og det kommercielle amokløb: at det er præcis i vores ar og ufuldkommenhed, vi finder skønheden.
De mennesker der køber min kunst, er ofte mennesker der selv er midt i en forandring. Eller er på den anden side af den. Jeg hører, at mange i mine værker finder en klangbund, der siger og formidler noget om de grundlæggende vilkår for det at være menneske: at det uskønne, ødelagte, uperfekte og tilfældige er noget vi med fordel kan spejle os i. Slutte fred med.
For mig, er det dét wabi-sabi handler om. Ikke nostalgi. Ikke romantisering af forfald. Men en ægte tro på at det ufuldkomne—det vejrbidte, det brugte, det mærkede—tilføjer tilværelsen en rummelighed og eksistentiel ro.
Det er derfor jeg har malet skiltet, og hængt det på min facade.
Det er derfor, jeg skaber min kunst som jeg gør.
