At blive en del af Kunst i Slusen er på mange måder en dream come true. Det kan jeg ikke lægge skjul på. Manøvregangen under afvandingsslusen er vel blandt de mest særegne udstillingsrum der overhovedet findes: 120 meter lang, husende de 12 wirespil, der i snart 95 år har styret afvandingen af Ringkøbing Fjord—og til daglig utilgængelig for offentligheden.
Åbningen af afvandingsslusen 30. august 1931 blev startskuddet til Hvide Sande, og slusen har altid været livsnerven i byen.
Faktisk var det slet ikke planen at der skulle opstå en havn og en by her. Vandbygningsvæsenet ville have en sluse. Men pionérerne og fiskerne—de opsætsige, eventyrlystne typer, der aldrig ventede på at få lov—så en mulighed og greb den. På en smal stribe sand mellem Vesterhavet og Ringkøbing Fjord byggede de en fiskerihavn og en by fra bunden. På trods. Med vilje.
Det DNA sidder stadig i murene, i havnekajerne og i os der bor her.
Fra sidste års udgave af Kunst i Slusen. Her med værker af Ellen Munk, Doris Leuschner og Søren Fuhlendorff. Fotos: Jakob Gjerluff Ager.
Alligevel er hjemmebanefordel er ikke det første ord, der falder mig ind. Snarere er det vel tale om en hjemmebaneforpligtelse. Jeg er vokset op i byen. Bor og arbejder her. Vestkysten er mit råmateriale, min horisont og mit daglige arbejdsvilkår; en hjemegn, hvor vi ikke har for vane at lade os forblænde af hverken kontemporære kunstneriske modestrømninger, eller nok så mange smarte ord. Vil du opnå noget, er du nødt til at levere varen.
Årets udstilling samler fire kunstnere, der alle arbejder med kysten; ikke som baggrund eller kulisse, men som et aktivt omdrejningspunkt i materialevalg, processer og blik.
Michael Ruby præsenterer serierne Concrete Metal og Concrete DNA — metalplader og blyaftryk, udhamret direkte over høfder og nedbrudte bunkers langs kysten. Det er registreringer af vejr, erosion og historie, presset ind i selve materialet.
Britta Bauer arbejder med det, der driver i land og mister sin funktion. Hendes Havkasser reorganiserer strandingsgods til grafiske montager; arkiver over kystens tilfældige efterladenskaber.
Jens Thordal maler det nordlige kystlys som struktur, og som pejlemærke for de klimatiske forskydninger, vi alle mærker, men sjældent ser direkte i øjnene.
Og så er der mig. Jeg viser malerier, der forsøger at lagre vestkystens atmosfærer i overflader, der selv er transformeret af salt, blæst og lys. På hjemmebanen, i hjertet af det slusebygværk, jeg har passeret på min vej gennem Hvide Sande utallige tusind gange i mit allerede halvlange liv.
Fernisering på udstillingen er søndag den 2. august, og udstillingen er åben dagligt frem til og med den 14. august.
Jeg håber at se dig dér. Har du lyst til en snak om arbejdet, forberedelserne og processerne inden da, er du altid velkommen i mit studio på Æ Tysk'havn ⚓
