Det er de færreste der ved det, men sidste år skrev jeg følgende i mine noter, en novemberaften, med en vis, udtalt grad af ærgrelse:
Helt skørt at jeg har mit eget isolerede, opvarmede gallerirum, hvor jeg stort set ikke har noget at vise, samtidig med at jeg har værker stående på et koldt lager på Nordsjælland, og på et vinterlukket museum i Skagen. Det skal der ændres på, og modellen skal jeg skabe selv. Det evner jeg også.
Så det gjorde jeg. I februar trak jeg værkerne hjem fra Skagen, og trak mig fra diverse samarbejder. Ikke med et brag, eller nogen smækken med dørene; bare i en stille erkendelse af at jeg vist hellere burde bygge en alternativ forretningsmodel, og i øvrigt altid har foretrukket at styre geschäften selv.
Nu, et halvt år efter, kan jeg trække en foreløbig streg i sandet: Kunst i Slusen var på alle parametre en skøn udstilling, hjemme i Hvide Sande. Og faktisk har jeg år til dato solgt flere værker end på samme tidspunkt sidste år. Uden nævneværdige provisionsomkostninger. Uden daglange køreture på kryds og tværs af landet.
Det tal siger ikke det hele, men det siger dog noget . . . .
Fra årets Kunst i Slusen. Fotos: Grit Dörre.
For god ordens skyld: Jeg fortryder så absolut ikke min tid som gallerirepræsenteret, og vil bestemt heller ikke fraråde andre at gå den vej. Tværtimod. Gallerisamarbejdet var på rigtig mange måder en gave, og jeg ér oprigtigt taknemmelig for den omfavnelse jeg mødte. Jeg lærte utrolig meget, og knyttede venskaber, der stadig betyder meget for mig. Det ville jeg ikke være foruden.
Så det handler ikke om at det ene var forkert og det andet er rigtigt. Det handler om, hvad der giver mening lige nu, i den her livsfase. For mig.
Sådan tror jeg du som kunstner er nødt til at se på det. I sidste ende driver du jo som soloselvstændig din egen lille forretning.
Nogle gange giver det mening at udlicitere dele af den forretning. Andre gange knap så meget.
Du er nødt til at finde din egen balance.
Lige nu giver det mening for mig at tage kontrollen selv, fordi jeg ikke er afhængig af et vist salg, og derfor sagtens kan løbe den risiko det også er at stå alene. Halvtidsjobbet som handelskoordinator giver mig en sikkerhed og finansiel stabilitet, så jeg kan stå ved min kunst uden at skulle presse den efter en kalender eller en kundeprofil, jeg ikke (nødvendigvis) selv har valgt. Plus glæden ved et lokalt community, jeg nyder at være en del af hver dag.
Og måske er det netop dét, den her sommer har vist mig tydeligst: Jeg har lige kastet mig hovedkuls ud i to nye, meterhøje værker; uden at vide overhovedet, hvor de er på vej hen. Intet galleri at tage hensyn til. Ingen tænkt kunde, jeg skal ramme. Bare friheden, materialerne, og lysten til at skabe frit og bygge noget nyt op; være en aktiv del af et spirende kreativt miljø på vestkysten, hvor jeg i øvrigt stadig nyder det privilegium at have værker udstillet hos Søren Fuhlendorff.
Jeg vender selvfølgelig tilbage når de nye værker er klar til at blive delt.
Tak fordi du følger med 🤍
