Jeg har kaldt serien Kold canvas, efter det nøgne lærred det hele starter med. Den scary start, hvor du uanset næsten hvordan du slår i gang blotter dig, og derfra må mase på og insistere og holde ved, uagtet at omverdenen ikke ligefrem altid bestormer dig med anerkendelse og opmuntring.
Billederne er meget rå. Oxideret jern og kobber, afskallet cement. Processerne er voldsomme og uforudsigelige, og tingene ender altid med at tage selv.
Og så rummer titlen Kold canvas i øvrigt en vigtig dobbeltbetydning.
Kold kanvas (eller kanvassalg) er en salgsmetode, hvor du tager kontakt til en potentiel kunde uden et foregående lead. Det har gennem årene nok været den disciplin, jeg har været villig til at gå allerlængst for at undgå. I frygt for at blive afvist, har jeg sædvanligvis holdt helt lav profil, med de konsekvenser det så selvfølgelig, uundgåeligt har haft for min basisforretning.
(Den lurer stadigvæk, frygten: bare det at skulle sende en mail som den du læser hér, er noget aben på min skulder gør hvad den kan for at tale mig fra . . . .).
Men nå, vi må jo allesammen før eller siden se vores dæmoner i øjnene—og et af de første færdige billeder i serien tog et par fra Ærø med sig hjem i sidste uge. En god fornemmelse 🔥
18 værker fra serien skal vises under Kunst i Slusen til august, i korridoren under afvandingsslusen i Hvide Sande. Men nogle af dem kan altså ses (og erhverves) allerede nu, i mit studio, hvis du vil forbi og se hvordan det foregår mens adskillige af dem stadig er i proces.
Jeg har åbent torsdage og fredage i de næste uger, og vil på grund af forberedelserne til Kunst i Slusen: Kysten som vilkår også være at finde hér en god del af sommeren. Måske ses vi?
