Skal jeg sætte ord på min egen nære målsætning, er det at få indrettet Æ Tysk’havn 12 som det vildeste, mest rustikke og levende studio og showroom, hvor folk ikke kan lade være med at kigge ind, lade sig inspirere, og købe merchandise og kunst.
De stylede rammer i forrummene suppleret af et rustikt træværksted i baglokalerne, hvor jeg kan arbejde i både genbrugstræ og drivtømmer, og lejlighedsvis også snedkererer et fedt bord eller en rå bænk.
Med andre ord fuld knald på Studio Christian Estrup, og den plan ér faktisk mere eller mindre til at rulle ud.
Det er heller ikke fordi jeg ikke ville være i stand til at etablere de fysiske rammer indenfor en forholdsvis kort tidshorisont.
Det kræver bare fokus.
Min største modstander er således (igen) min egen udtalte vane med at lade tingene flyde og tilfældighederne styre, i stedet for at gribe tøjlerne og tage styringen selv.
Kampen mod det hovedkuls kaos
Ærligt ud af posen, er der selvfølgelig en grund til at jeg har gået på adskillige videregående uddannelser, men aldrig gjort nogen af dem færdig: der var altid noget andet, mere spændende, der greb opmærksomheden.
Sådan er det også ofte når jeg maler, eller i det hele taget er kreativ i mit studio. Den ene indskydelse tager den anden, og pludselig er det lærred, jeg arbejdede på, og egentlig havde en plan for blevet til flere, der alle er på vej i en helt anden retning.
Det kommer der af og til spændende kunst ud af. Som generel arbejdsproces er min metode imidlertid alt for hovedkuls og planløs.
Styrer du ikke håndteringen af dine opgaver og finanser, ender det jo i sidste ende alligevel med at være dem der styrer dig.
Mit problem er éntydigt at jeg altid ender med at løbe skrigende bort fra de opgaver, hvor jeg føler mig bare en smule bundet. Det lyder måske skørt, men når det gælder min kunstneriske virksomhed, føler jeg decideret fysisk ubehag ved at låse mit arbejde og min tid fast i skemaer og planer.
Når jeg således aldrig får bogført i ordentlig tid, aldrig får brugt den nødvendige tid på budgetopfølgning, aldrig får sat mig ned og får prioriteret mine opgaver og min kalender, men bare lader spontaniteten råde—så går det selvfølgelig i sidste ende ud over mine langsigtede mål.
Paradokset er at en strammere styring af opgaver og finanser måske nok vil føles som mindre fri, men givetvis vil resultere i mere kreativ frihed og et større kreativt råderum; ikke mindre.
Styrer du ikke håndteringen af dine opgaver og finanser, ender det jo i sidste ende alligevel med at være dem der styrer dig.
Professionelle agerer professionelt
Jeg skriver selvfølgelig ikke bare de her linjer som én lang søforklaring.
Min intension er klart at forpligte mig selv på at ændre vaner, og lære at håndtere mit kunstneriske virke anderledes målrettet og strategisk.
(. . .) og fordi det giver mening for business-siden af sagen, sætter sig ned hver mandag morgen og får den nødvendige planlægning og det nødvendige papirarbejde for den kommende uge fra hånden.
Det er ikke fordi tankegangen er mig det mindste fremmed: det er præcis sådan--målrettet og strategisk—jeg arbejder i mit virke som handelskoordinator for hvidesande.by, hvor den fokuserede indsats kaster både specifikke og målbare resultater af sig.
(Jeg har bare altid været vant til at dyrke mine personlige, kreative projekter som et frirum, hvor jeg for alt i verden har villet undgå at gøre tingene SMART).
Når jeg nu vil skridtet videre, og agere professionelt (også) i den halvdel af min arbejdstid jeg erlægger i regi af mit studio, bliver øvelsen derfor i første omgang at ændre mit eget mindset:
Kort og godt repetere for mig selv at der nu er struktur og fokus i den motor, der driver den lille kunstgeschäft—og at det vel at mærke ikke er på bekostning af hverken frihedsfølelsen eller skaberglæden.
Faktisk tværtimod.
Det ér nu engang bare sådan at professionelle kunstnere agerer professionelt, og fordi det giver mening for business-siden af sagen, sætter sig ned hver mandag morgen og får den nødvendige planlægning og det nødvendige papirarbejde for den kommende uge fra hånden.
Jeg vil selvsagt indrapportere løbende, og tør godt sætte æren på højkant, og love at jeg er i mål med mit studio indenfor . . . . skal vi bare sige ét år.
Tro mig: Det gør en forskel i det øjeblik du vælger at forpligte dig selv på målet.
