(2024)
90 x 90 cm: mixed media på opspændt lærred.
Solgt.
Der er noget rørende, og meget menneskeligt over den måde vi altid disponerer, bygger ting og skaber kulturer, som om vi har al tid i verden foran os.
Én af grundene—tror jeg—til at jeg holder så meget af forvitrede og ødelagte overflader, er den orden der ligger i at alting er til låns. Tag rusten, der bryder gennem betonen i maleriet her, som en blid påmindelse om altings forgængelighed; at alt hvad vi skaber, til sidst vender tilbage til sin grundlæggende tilstand.
I virkeligheden er der jo ikke noget der varer evigt. Og heldigvis for det.
Min proces efterligner den naturlige forvitring, og resulterer i overflader, der fremkalder den rå skønhed fra udvaskede og rustne materialer, som findes i naturen.
Jeg har altid været dybt fascineret af det faktum, at vi allesammen lever på lånt tid: Materialer forandrer sig konstant, og overflader blotter dybereliggende lag.
Maleriets titel vil jeg ikke sige så meget om. Ud over måske at kontrasten mellem de glatte hvide områder og de teksturerede, forvitrede dele skaber en spænding, der fortæller om forgængelighed og forandring.
