Hvorfor købe mine værker?

Kunst kan være mange ting. Dekoration, investering, statusmarkør, eller bare noget der fylder et tomt søm. Men i sin allerbedste udgave er kunst et spejl: noget du erhverver fordi det fortæller en del af den historie, du selv er i gang med at skrive. Investerer du i ét af mine værker, får du et stykke vestkyst transformeret gennem havluft, syre og salt. En overflade under nedbrydning og forvandling—som måske netop derfor skaber ro og klangbund på din væg ⚓

Hook op estrup.studio coverbillede
Christian Estrup profilbillede Christian Estrup

Resiliens (omarbejdet)

Resiliens (omarbejdet)

(2025)

60 x 60 cm: mixed media på opspændt lærred.

DKK 4.200,-

Det her maleri har vist sig at være mere resilient end jeg havde regnet med.

Oprindeligt lignede det for meget det første værk i serien; samme blågrønne cirkel, bare uden at finde sin egen stemme. Så jeg begyndte at bygge nye lag ovenpå. Lysere toner, enkelte blandet med cement, påført i omgang efter omgang for at dække den insisterende cirkelform.

Men den bliver ved med at skinne igennem.

Nu står værket med en forvitret overflade i grå, hvide og beige nuancer, næsten som gammel beton eller kalksediment der langsomt er eroderet. Rust bryder frem i de nedre hjørner - særligt i venstre side - som organiske pletter der ikke lader sig kontrollere. Den minerallignende tekstur giver associationer til noget der har ligget begravet og siden er blevet udgravet igen.

Og under det hele: den oprindelige turkise rotunde, der insisterer på sin tilstedeværelse.

Cirklen viser sig faktisk at være resilient 🤎

Organisk geometri er en serie hvor jeg på seks forskellige lærreder udforsker og leger med cirklen, der er helt grundlæggende i al organisk geometri. Resiliens er seriens andet værk.

Livet finder ligesom altid vej—også når betingelserne ikke er optimale. Det er den stædige modstandskraft jeg prøver at indfange: ikke nødvendigvis heroisk, men altid vedholdende.