Jeg har gået ved havet så længe jeg kan huske, men i virkeligheden sjældent samlet noget op, og taget noget fysisk med hjem. Først med opgaven hér, begyndte jeg i efteråret 2022 for alvor at samle drivtømmer—og det har jeg så i øvrigt gjort i stor stil siden.
Forskellige assemblager af drivtømmer.
At have drivtømmer på væggen, er lidt som at have taget stranden og havet med indenfor . . . .
Det handler ikke bare om at have noget pænt at kigge på. Stumperne hér af gamle paller, planker og træer både bærer alle mærkerne af en lang rejse. Flere af stykkerne har rustfarvede striber og pletter—orange, rødbrun, brunrød—der er er løbet som akvarelmaling. Nogle få har spor af gammel turkis eller mintgrøn maling, blækket af tidens tand. En skøn patina, der virkelig har noget sjæl.
Et anker i drivtømmer, og et paunebræt med silhuetter af klassiske redskabshuse i mørk grafit-grå, mintgrøn, petroliumsgrøn og råt, ilanddrevet palletræ.
Måske er det i virkeligheden sporene af den transformation der er sket, jeg elsker så meget (også!) i drivtømmeret? Nøjagtig som i mine egne malerier, hvor jeg over lang tid opbygger og kultiverer en patina i mange lag, bærer overfladerne her jo vidnesbyrd om den forandring der er sket; uden nogensinde at afsløre hele fortællingen . . . .
Du bliver på én eller anden måde suget ind i teksturerne. Eller—jeg gør i hvert fald.
Fra arbejdet med at få linet de forskellige assemblager op, og få dem limet i værkstedet.
Kunne du tænke dig noget lignende, eller et drivtømmerværk der stikker af i en helt, helt anden retning, er du mere end velkommen til at række ud 👐
Christian Estrup
