En kunstmesse i dén skala tager temperaturen på hvad der rører sig på kunstscenen, ligesom det med al ønskelig tydelighed fremgår hvad og hvem der sælger. I slipstrømmen efter sådan en omgang kan det derfor også være ekstremt fristende selv at eksperimentere med de farver og stilarter der trender, og boligmagasinerne og hr. og fru Danmark har fokus på hér og nu.
(...) der er dybest set ikke nogen grund til at lave det du laver, eller tilstræbe det du stræber efter, hvis ikke netop for at blotlægge din egen stemme.
Det ér da selvfølgelig sjovere at se sine værker revet væk med det samme, end at skulle tage det lange seje træk, der er nødvendigt når du kommer med noget der er både afdæmpet og . . . . anderledes.
Men når støvet har lagt sig, og der igen er ro på, stiller jeg mig selv det eneste spørgsmål der egentlig betyder noget:
Ville jeg lave det, hvis ingen skulle se det?
At finde tilbage til processen
Der er en grund til at jeg laver de maskuline, udvaskede og ekstremt rå malerier jeg gør: Allerede fra de første vilde eksperimenter med cement, kemikalier, afbrænding og højtryksspuling af mine lærreder har jeg været fuldkommen grebet af selve processen med at skabe dem—uden egentlig at have ret meget blik for slutresultatet.
Skulle det pludselig være omvendt, med totalt fokus på slutresultatet og deraf følgende distraktion i processen, ville det næppe lande noget godt sted.
Faktisk har jeg jo prøvet, for det var tæt på det der skete i starten af året. Jeg havde haft et par gode salg, og pludselig begyndte jeg at male med øje for hvad jeg vidste kan sælges. Kompositionerne blev mere gennemtænkte, og selve processen mere kontrolleret.
Og værkerne? De blev kedelige. Pæne, javel, men uden den energi der havde gjort at nogen overhovedet var begyndt at interessere sig for mit arbejde.
Heldigvis er der ingenting, der som mine daglige gang på Æ Tysk'havn kan kalibrere maskineriet igen. Her er intet pænt, poleret eller planlagt perfekt. Alt er lidt hulter-til-bulter, og hverken særlig farvekoordineret eller strømlignet. Og netop dét—det rå, det levede, det upolerede—var det jeg havde brug for at finde tilbage til i mit eget arbejde.
Tre ting jeg gør for at bevare mit eget udtryk
Når markedet skriger på én ting, kan det være pokkers svært ikke at afvige din egen, satte kurs.
Konkrete redskaber, jeg kan anbefale er:
1. Lav ét værk om måneden "bare for dig"
Noget der aldrig skal sælges. Noget, hvor du tillader dig at være fuldstændig kold i røven og ligeglad med om det lykkes. For mig er det ofte de eksperimenter, hvor jeg brænder lærredet for hårdt, smadrer en ellers lovende balance, og i det hele taget tør risikere at ødelægge i jagten på noget helt komplekst og uventet, der ender bedst.
2. Notér, og hold fokus
Reaktionerne fra galleriet, trofaste kunder og venner er selvfølgelig interessante. Men allermest vigtigt er mine egne notater, jeg stort set dagligt kradser ned i min notesbog. Holder du skriftligt fokus på din egen retning, korrigerer du samtidig løbende dig selv, i stedet for at lade andre gøre det.
3. Spørg dig selv: Hvem laver jeg det her for?
Ikke som et eksistentielt spørgsmål, men helt konkret. Hvis du mærker modstand eller kedsomhed i processen, er det ofte fordi du arbejder med tanke på en imaginær køber, en kritiker, eller (Gud forbyde det!) Instagram? Laver du værket til dig selv—for dig selv, alene for udforskningen og processen—vender glæden og energien typisk tilbage.
At stritte i 117 retninger
Det bliver det bedste råd herfra: At navigere efter egen mavefornemmelse, er i dén grad blevet min foretrukne metode.
Stritter min stil stadig i en lang række forskellige retninger? Savner mine malerier totalt trendsætternes gennemførte coolness og perfekte farvekoordinering?
Så meget desto bedre.
For der er dybest set ikke nogen grund til at lave det du laver, eller tilstræbe det du stræber efter, hvis ikke netop for at blotlægge din egen stemme. At raffinere dit helt eget udtryk; uanset om det så passer ind i det markedet skriger på lige nu eller ej.
Ikke for noget, men—
Hvis ikke du selv skulle bære dine særheder og din personlige patina med stolthed, hvem pokker skulle så?
