Hvorfor købe mine værker?

Kunst kan være mange ting. Dekoration, investering, statusmarkør, eller bare noget der fylder et tomt søm. Men i sin allerbedste udgave er kunst et spejl: noget du erhverver fordi det fortæller en del af den historie, du selv er i gang med at skrive. Investerer du i ét af mine værker, får du et stykke vestkyst transformeret gennem havluft, syre og salt. En overflade under nedbrydning og forvandling—som måske netop derfor skaber ro og klangbund på din væg ⚓

Hook op estrup.studio coverbillede
Christian Estrup profilbillede Christian Estrup

Verdigris

Verdigris

(2024)

120 x 150 cm: mixed media på opspændt lærred.

Solgt.

Det færdige maleri, foreviget i hallen på en længst lukket fiskefabrik i Hvide Sande.

Kobberforhudningen på det gamle Gedser Rev fyrskib, der i øjeblikket står på land på Hvide Sande Shipyard, har.været én af mine mere konkrete inspirationskilder. Allerede samme dag jeg første gang havde set skibet trukket op på beddingen, fik jeg en idé om at kunne kombinere ir og rust i samme motiv, og udforske det helt vidunderlige farvespil i de forskellige nuancer af brunt og blågrønt.

Ligesom dufte, stemninger og musik kan udløse følelser, der pludselig kan transportere dig tilbage til en helt anden tid og et helt andet sted, kan farverne, teksturerne og lysets refleksion på en anløben og slidt overflade give dig et glimt af en helt anden fortælling.

Jeg bygger typisk mine malerier op i mange komplementære lag, som jeg så ødelægger og ofte fjerner hovedparten af igen. Lagene og de ødelagte overflader tilfører kompleksitet til et givent maleri, og får det menneskeskabte til at se naturligt ud.

Maleriet her har også fået lidt skibslak, for at understrege den maritime fornemmelse.

Ordet verdigris kommer i øvrigt fra oldfransk vert-de-Grice, som bogstaveligt betyder græsk grøn. Farven blev ofte forbundet med antik græsk og romersk kunst og arkitektur, men fungerer fuldt ud lige så godt i et moderne, stringent nordisk interiør.