Hvorfor købe mine værker?

Kunst kan være mange ting. Dekoration, investering, statusmarkør, eller bare noget der fylder et tomt søm. Men i sin allerbedste udgave er kunst et spejl: noget du erhverver fordi det fortæller en del af den historie, du selv er i gang med at skrive. Investerer du i ét af mine værker, får du et stykke vestkyst transformeret gennem havluft, syre og salt. En overflade under nedbrydning og forvandling—som måske netop derfor skaber ro og klangbund på din væg ⚓

Hook op estrup.studio coverbillede
Christian Estrup profilbillede Christian Estrup

Overhånd

Overhånd

(2025 - 2026)

90 x 90 cm: mixed media på opspændt lærred.

DKK 8.800,-

Kan ses, og erhverves hos Søren Fuhlendorff i Ringkøbing.

Maleriet hér var blandt de sjovere. Det startede med en relativt kontrolleret proces, men ret hurtigt tog tingene . . . . overhånd: epoxyen drev, præcisionsskummet boblede, og spraymaling lagde sig henover det hele i en selvkørende kemisk cocktail.

Resultatet er et lærred domineret af intense turkis- og kobbergrønne toner, der skifter mellem metallisk skær og mat patina.

Overfladen bærer tydelige spor af de processer, der har raset henover den: områder hvor materialer er bobblet op, andre hvor de er løbet sammen i uforudsigelige mønstre, og steder hvor rust og oxidation har skabt deres egne organiske kort over lærredet.

Der er noget befriende over at have givet processerne så frit løb. Som når du i sport finder den magiske rytme, hvor kroppen overtager og bevægelserne bare sker af sig selv. Det kraftfulde smash, hvor alt intuitivt bare falder på plads.

Jeg lærer som dagene går at værdsætte de her øjeblikke—kontroltabet (!)—hvor værkerne finder nye veje, og jeg som kunstner bliver medløber snarere end dirigent.

Det kræver en særlig form for mod at slippe styringen så fuldstændigt, men når det lykkes, opstår der noget, jeg aldrig kunne have planlagt mig frem til.