Hvorfor købe mine værker?

Kunst kan være mange ting. Dekoration, investering, statusmarkør, eller bare noget der fylder et tomt søm. Men i sin allerbedste udgave er kunst et spejl: noget du erhverver fordi det fortæller en del af den historie, du selv er i gang med at skrive. Investerer du i ét af mine værker, får du et stykke vestkyst transformeret gennem havluft, syre og salt. En overflade under nedbrydning og forvandling—som måske netop derfor skaber ro og klangbund på din væg ⚓

Hook op estrup.studio coverbillede
Christian Estrup profilbillede Christian Estrup

Legacy grove

Legacy grove

(2024 - 2025)

90 x 90 cm: mixed media på opspændt lærred.

Privateje.

Indrømmet: Legacy grove er så absolut i den mere eksperimenterende , og progressive ende. Gennem samspillet mellem oxiderede metaller og genanvendte papirhåndklæder er det min intension at skubbe til vores begreber om affald, henholdsvis vægkunst.

Værket er på den måde både en meditation og et manifest; det vedkender sig sin industrielle arv, og peger samtidig mod en fremtid, hvor vi i endnu højere grad kommer til at se på vores affald som en egentlig ressource.

Jeg har stræbt efter et organisk, stemningsfuldt udtryk, der indbyder til fordybelse i det komplekse samspil mellem materialerne og min egen skabelsesproces. Maleriets lag fremstår forvitrede og ældede, mens glimt af lysere irgrønt titter frem og antyder skjulte dybder under overfladen.

Trods det, at værkerne umiddelbart fremstår væsensforskellige, er Legacy grove i praksis et mindre søskendeværk til Organisk vækst: begge malerier viser hvordan ethvert forhåndenværende, kasseret materiale kan forvandles til kontemplativ kunst, der bygger bro mellem miljøbevidsthed og æstetisk forfining.