Et af de steder, hvor det giver noget værdifuld ballast at have lavet noget helt andet, tidligere i livet og karrieren, er at det kan gøre det nemmere at se tingene i et andet, og nogle gange også større perspektiv.

Jeg drev gennem 13 sæsoner den måske fedeste forretning overhovedet; super mennesker, super stemning, og faktisk overhovedet det første anlæg af sin slags i Danmark. Alligevel måtte jeg hvert år ud og slås for at skaffe kunder i butikken. Lave nye, begavede marketingtiltag. Poste intensivt på de sociale medier, og rundsende emails til en faktisk forholdsvis stor kundebase. Effekt havde det, uden for alvor at rykke den generelle awareness om stedet, som jeg ellers synes ville være fortjent. Selv de sidste år jeg var på kablet oplevede jeg folk der kom, og overrasket udbrød: "Vi anede slet ikke det her eksisterede . . ."

Og det er ikke bare fede forlystelser der må ud og slås for at højne kendskabsgraden, skal jeg hilse og sige; det er ligesom vilkåret i det énogtyvende, kommercielle århundrede.

Det tager tid at etablere dig i et kompetitivt marked, hvor alle slås om eyeballs og opmærksomhed. Uanset genren. Vi lever i en meget, meget veludviklet markedsøkonomi, hvor der er hundredevis af mulige ydelser og produkter, der kan imødekomme ethvert lille bitte potentielt behov.

Er du kunstner, og vil du gerne have dine værker ud over rampen, er der masser af mulige genveje, og masser af mulige samarbejdspartnere der byder sig til på snart sagt alle platforme. Fælles for dem er dog at de oftest tjener andres interesser, i mindst ligeså høj grad som de tilgodeser dine.

Sandheden er, at de nemme genveje sjældent er værd at tage.

Sandheden er også, at du med al sandsynlighed vil ende med at støde andre på manchetterne undervejs i din egen udvikling. At du vil komme til at begå fejl, og både over- og undervurdere dine egne evner. At det er part of the journey, og at den rejse ligesom i sidste ende er din, og kun din.

Du er nødt til selv at finde ud af hvad der er rigtigt for dig.

Nogle gange vil det givetvis føles uoverkommeligt at du ikke alene skal skabe værkerne; men også promovere og brande og sælge både dem og dig selv. Det er en ret menneskelig reaktion. Tillad dig selv at have det sådan ind imellem—og tør så øjnene og tag en kiks. Kom videre. At sidde med korslagte arme og vente på at verden opdager dig er ingen holdbar strategi.

Som kunstner er du selverhvervende, og driver din egen lille forretning. Det kræver ikke at du er sælger af natur, eller at du brænder for det forretningsmæssige. Men det kræver at du er både arbejdsom, insisterende og vedholdende.

Sådan ér det nu engang—også—at nyde det vilde privilegium, det er at være kunstner 🤍

Kunne du i virkeligheden forestille dig noget federe?