(2025 - 2026)
75 x 150 cm: mixed media på opspændt lærred.
DKK 11.000,-
I Oswald Spenglers Der Untergang des Abendlandes fra 1918, argumenterer han for at den europæiske kultur har passeret sit zenit og dér, ved Første Verdenskrigs afslutning er på vej ind i en uafvendelig tilbagegang.
Et værk, der rummer store kontraster, men alligevel på én eller anden måde (forhåbentlig) fremstår som en helhed. Ikke ulig kontinentet, jeg altid vil kalde hjem.
En gammel fortælling, der ikke ligefrem er uaktuel: Fire år efter den russiske fuldskala-invasion af Ukraine, føles det mere påtrængende end nogensinde at spørge, hvad det egentlig er, vi holder fast i—og hvad vi når det kommer til stykket er villige til at forsvare.
Hvad du nok ikke ved, er at jeg faktisk er halvt tysk. Min mor blev født i Hamburg i 1933, og oplevede som barn at flygte ud ad Elben med sin mor under de allieredes bombardementer—noget hun aldrig rigtig åbnede op omkring, men som kom til at præge hende hele livet.
Selv er jeg en ultimativ efternøgler. Måske i virkeligheden bare et heldigt resultat af Oliekrisen 🙃
Som resten af min generation (X) voksede jeg op med fred og frihed og frihandel, uden at behøve bekymre mig synderligt. Det er et privilegium så stort, at det var svært at se, da vi stod midt i det.
Men verden forandrer sig.
Hvad min mor ville have sagt til Orbán og de andre af hans slags, der i de her dage underminerer det europæiske projekt, ved jeg af gode grunde ikke. Men jeg ved, at jeg er opdraget til at insistere på at sætte spørgsmålstegn ved tingene—mange ting, alting—og at den ret, når det kommer til stykket, er værd at forsvare 🤎
Et gammelt kobbertag på en domkirke er måske det bedste billede jeg kan give på Europa anno 2026: angrebet, misfarvet, langt fra sit oprindelige skær, og så alligevel helt ubegribeligt smukt. På sin egen måde måske endda mere interessant, end da det var nyt og skinnende.
Forfald er ikke kun tab. Det er også dybde.
Jeg er stadig håbefuld. Omend også realist.
