"I regularly lose complete confidence in what I'm doing," siger Thom Yorke til Alec Baldwin. Ikke fordi jeg ikke vidste at det er sådan det er, men det er stadig uendeligt befriende at høre det fra én af mestrene selv.
Thom Yorke har gennem årene været forbløffende åben om sin egen kreative proces, og hvor kaotisk og tvivlende den ofte er.
I interviews som det, jeg har linket til ovenfor, beskriver han hvordan Radiohead arbejder uden fast plan, og gennem eksperimenter og fejltagelser nærmest graver sig ind i musikken indtil noget pludselig giver mening. De kaster ideer væk, starter forfra, tvivler på alt—men bliver ved.
Det er ikke glamourøst. Tværtimod ifølge Yorke ofte både frustrerende og udmattende. Men det er netop dét insisterende, vedholdende og stædige arbejde, der til sidst skaber noget unikt og anderledes.
Yorke ved, at han ikke altid kan stole på sin egen dømmekraft undervejs i processen. Men han ved også, at hvis han giver op hver gang tvivlen melder sig, bliver der aldrig skabt en flyvende fis . . . !
At skabe kunst er i sin essens at sætte noget i verden der ikke findes i forvejen, men opstår undervejs i processen.
Netop det arbejde; at forfølge din egen lille elendige idé, i det håb at den rummer noget betydningsfuldt og større—også for andre end dig selv—kan imidlertid være lige så svært og udmattende, som det kan lyde dumt.
Værker i proces, fotograferet en tidlig februardag, på et tidspunkt hvor jeg ærlig talt ikke har den store tro på at de nogensinde arter sig bare nogenlunde.
Det kræver undertiden en vedholdenhed uden lige, grænsende til det dumstædige at fravælge alle mulige andre fristelser, og insistere og insistere og insistere på at ville materialisere din egen forestilling om det, der ikke ér endnu. Derfor ikke underligt, hvis du ind imellem stopper op og tænker, at dét her?!—det her er det dummeste, mest talentløse, idiotiske spild af tid, verden endnu har set.
Selv-tvivl er lige så naturlig, som forbandet og undergravende.
Heller ikke underligt, hvis du som aspirerende kunstner kommer til at virke som en fuldstændig uudholdelig, egoistisk megaloman, for du er kort og godt nødt til at insistere på at processen er vital, og at det, du bruger en god del af dine vågne timer på at prøve at samle til et færdigt værk, også bliver så godt, og er så vigtigt at det i sidste ende er besværet værd.
Du er nødt til at følge dit kreative kald og give det dit bedste.
Du er nødt til selv at tro på projektet; for du kan ikke regne med at andre gør.
Det er langt fra altid let, men den forbandede sandhed er at du pinedød derfor er nødt til at give din selv-tvivl en lang finger, og sende den hen hvor peberet gror.
Selv de dage, hvor du formår at overbevise dig selv om at det du roder med er det værste skrammel; selv de dage er det nødvendigt at bide tænderne sammen og angribe processen og arbejdet professionelt. For selv når du fuldstændig mister troen på at det du skaber har værdi, skaber du stadig noget. Og alternativet til at skabe noget er som bekendt ikke at skabe noget. Altså ingenting; som i et stort, rundt, rungende nul.
Så er valget pludselig ikke så svært.
