Som jeg skrev forleden på Instagram, træffer jeg de her dage nogle hårde fravalg.
Siger nej til projekter jeg gerne ville have sagt ja til. Trækker mig fra samarbejder der kunne have været spændende. Skuffer måske endda et par mennesker jeg holder af; ikke på grund af magelighed eller mangel på interesse, men fordi jeg efterhånden har lært hvad der sker når jeg spreder mig selv for tyndt.
Også i dag har jeg valgt at sende mails, der føltes relativt ubehagelige: "Tak, men nej tak," til mennesker, jeg ideelt set gerne vil have arbejdet noget mere med, og lært noget bedre at kende. Men som jeg skrev i det ene af tilfældene:
Når jeg kigger i min indbakke—og ser på de konkrete projekter, jeg over de kommende måneder og år bliver en del af, er der imidlertid ingen tvivl om at jeg kan gøre en større forskel ved at prioritere min tid i de mere skabende sammenhænge . . . .
Alternativet ville være værre.
Stjerneskud og buzzwords
Jeg ved hvad jeg taler om, for jeg har ligesom været der: Ligget midt nat, lysvågen, stirrende tusindvis af kilometer ud i intetheden, mens jeg har forsøgt at rede alle trådene ud. Er gået i mørket på Tysk'havnen, og har kigget langt efter stjerneskud, med buzzwords som biodiversitet og bæredygtighed, guerillakampagner, selvstyrende lokalråd, og regionale vestkystkroner gnistrende rundt i sære, vildtskydende formationer.
Men andet og mere er der så aldrig kommet ud af dét.
Ingen nemme genveje. Ingen magisk forløsning.
Menneskets korte tidshorisont taget i betragtning, er perfektionisme noget fanden har skabt. Vejen til helvede er brolagt med gode intensioner, men det der i sidste ende tæller er handlinger; ikke nok så mange holdninger, idéer eller ord.
Og kommer det til handling, er det ikke muligt at være til stede mere end ét sted ad gangen. Som jeg har for vane at fortælle vores ældste, er du i sidste ende nødt til at forholde dig til virkeligheden som den ér.
De par gange jeg har skuffet andre mennesker allermest, er det netop sket fordi jeg forpligtede mig på noget, jeg med det samme vidste jeg aldrig ville kunne gennemføre i ordentlighed (men alligevel ikke havde nosser til at sige nej til).
Handlinger, ikke ord
Nu træffer jeg de fravalg jeg burde have truffet for længst.
Prioriterer arbejdet med de rustne lærreder, fordi det er dér transformationen sker. Holder fast i at være minimum to ugentlige dage i mit lille studio, fordi fri, kreativ nedetid måske er det allervigtigste (ud over selvfølgelig familietiden med pigerne ). Siger nej til det meste andet, der ikke er kunstnerisk praksis, eller timer erlagt som handelskoordinator eller for HKT.
Den kreative nedetid hér, i mit studio der i virkeligheden tæller.
Det føles stadig mærkeligt. Næsten forkert . . . . og som et svigt af de mange muligheder der ligger og venter.
Men måske er det netop pointen: At turde erkende at ikke alle muligheder er mine muligheder. At fokus ikke er det samme som fejhed, men faktisk netop det stik modsatte. At begrænsningen i sig selv er en kunst.
Jeg ved ikke om jeg reelt bliver bedre til det. Men jeg ved at alternativet—at fortsætte med at love både guld og grønne skove, og forsøge at være til stede på alle platforme mens mit studio samler støv—ikke er gangbart.
Nogle brugbare tips?—så hører jeg gerne fra dig 🤍
