Hvorfor købe mine værker?

Kunst kan være mange ting. Dekoration, investering, statusmarkør, eller bare noget der fylder et tomt søm. Men i sin allerbedste udgave er kunst et spejl: noget du erhverver fordi det fortæller en del af den historie, du selv er i gang med at skrive. Investerer du i ét af mine værker, får du et stykke vestkyst transformeret gennem havluft, syre og salt. En overflade under nedbrydning og forvandling—som måske netop derfor skaber ro og klangbund på din væg ⚓

Hook op estrup.studio coverbillede
Christian Estrup profilbillede Christian Estrup

Ældes yndet smiler

Ældes yndet smiler

(2025)

200 x 100 cm: mixed media på opspændt lærred.

Solgt.

Maleriet er skabt udendørs, hvor både sol og bygeregn har sat sit spor i de mange lag af byggeskum, cement og kobberpulver, der danner maleriets base.

Farvespekteret domineres af dybe turkisgrønne og kobberbrune toner, der flyder sammen i organiske mønstre. Mørkningen og ældningen af nuancerne er skabt med naturlige patineringsagenter som the, rødvin og espressokaffe, så lærredet sine steder fremstår som noget, der har hvilet i jorden gennem årtier. Jeg har tilstræbt at skabe en næsten vulkansk karakter, med områder hvor kobberpulveret har oxideret til intense blågrønne pletter, der bryder op gennem de mørkere partier.

Værket kredser om vores evindelige stræben efter vitalitet og perfektion. Ikke mindst med vores hektiske, kommercielle onlinekultur in mente, hvor alting altid skal være nyt og bekræftende, ligger der en befriende jordbundethed i at omfavne dødeligheden.

Det er hér smilet opstår; ikke i benægtelsen af tidens gang, men i forsoningen med den.

Værket kan hænges på begge ledder: en venlig reminder om at perspektivet altid—og mange gange med fordel—kan vendes. (Smiler 😊).