Er det overhovedet muligt at blive så fortrolig med den kunstneriske proces, at du en dag lærer at slappe af i den? Eller er den konstante grænseoverskridelse selve kernen i det at være kunstner, sådan at forstå, at evnerne først rigtigt skærpes i det øjeblik du vedvarende formår at gå, ikke bare til kanten, men ud over?
Alfa og omega er at du bliver ved med at insistere på at hæve barren.
Det skal måske med andre ord være ubehageligt, og køres derud, hvor du ikke overhovedet har kontrol over tilblivelsesprocessen?—antyder jeg retorisk.
Du skal turde risikere noget, for ellers er det jo dybest ser ligegyldigt, alt hvad du laver.
3 stadier i arbejdet med lag af forskellige oxidationer i et nyt, kvadratisk vægmaleri.
Da Vilja i vinter stod og kiggede på en håndfuld malerier på værkstedet, og sagde at hun syntes de var ret ens, hørte jeg det i hvert fald som et vink med en vognstang: Jeg spillede på det tidspunkt kortene relativt sikkert, fordi jeg var i den skønne, uvante situation at jeg faktisk havde solgt en del billeder.
Men det, at der er efterspørgsel på visse værker, må selvfølgelig aldrig nogensinde foranledige til samlebåndsarbejde.
Tværtimod.
De værker, der virkelig holder, er sandsynligvis dem hvor du sætter allermest på spil. Det er dét du skal gentage; ikke bare en succesformel for farver og lag og komposition, der ender med at blive rutinearbejde. Der er ikke noget værre, og mere dræbende end forudsigelighed. Langt hellere rode og stritte i alle mulige forskellige retninger.
Alfa og omega er at du bliver ved med at insistere på at hæve barren.
At du tør lade dit arbejde stikke ud, frem for at forsøge at få det til at passe ind. Sidstnævnte har jeg med skam at melde spildt rigeligt af min dyrebare tid på allerede.
Kommer det dertil, må det hellere være helt urimeligt weird, og ligne noget der er løgn.
Bare det er fedt. (Fortæller jeg mig selv, mens jeg sanser videre med mærkelige eksperimenter med gammelt bolværkstræ, og lærreder i nye, store bredformater).
