Salg er ikke noget jeg har naturligt flair for. Men som jeg jævnligt fortæller mine døtre: du lærer ikke noget ved altid at blive, hvor du føler dig tryg.
Det kan lyde som en kliché, og er ikke desto mindre derfor jeg har takket ja til at deltage i THE ART FAIR. For findes der i virkeligheden en bedre udfordring for en indadvendt kunstmaler end en salgsmesse, hvor langt over 100—etablerede såvel som nye—kunstnere møder det københavnske publikum i en uformel markedsramme?
Lokomotivværkstedet som ramme
At messen afholdes i Lokomotivværkstedet på Vesterbro gør kun det hele federe.
Her er tale om et af Danmarks mest karakteristiske industrielle kulturhuse: det gamle lokomotivværksted ved Dybbølsbro, hvor damplokomotiver gennem årtier blev vedligeholdt og repareret. De massive jernsøjler, de høje lofter og den rå industrielle æstetik skaber en helt særlig stemning, hvor kunsten får lov at spille op til den maskuline, funktionelle arkitektur.
Lige præcis rummets industrielle dimension matcher mine rå og vejrbidte malerier spot on.
Risiko og mindset
At sælge din kunst er ikke det samme som at pådutte nogen dit arbejde. Jeg prøver at (lære at) se salget, mere som en gestus, hvor du sender både god energi og resonans ud i verden. Men risikoen er selvfølgelig altid til stede: at du underperformer og skuffer dig selv.
Uanset hvad i livet du vælger at gå efter, må du imidlertid gøre det med en vis risiko for at fejle. Jo mere du sætter på højkant, jo større bliver risikoen.
Det, der i sidste ende er afgørende, er om det bliver dén ene gang, du forsøgte—eller om det bare bliver den første gang, du fejlede, som du så sidenhen tog ved lære af. Altså et lille bump på vejen, der er en både forventelig og naturlig del af det lange, seje træk.
Fra KUNST FOR ALLE i Ridehuset i Aarhus i januar; mit første favntag med disciplinen kunstmesse. Skulpturen på sidste billede er af skønne Madame Holst.
Forberedelserne
Meget af det handler om mindset, og dét kommer jeg til at prioritere den næste måneds tid frem til messen. Foruden selvfølgelig arbejdet med at færdiggøre de nye værker, der skal med til København.
Der er noget befriende ved at arbejde hen imod en konkret deadline, hvor det ikke længere handler om alle forestillingerne, men hvor mulighedsrummet ligeså stille snævrer sig ind omkring de helt konkrete værker.
Måske er det netop dér, den vigtigste læring ligger; ikke i salgstal og røde prikker, men i at fortælle historierne om værkerne og praksis åbent og sårbart?
Har du lyst til at se hvad der sker når en (normalvis ret) indadvendt vestjysk kunstmaler bevæger sig langt udenfor sin komfortzone, så kig forbi stand B35 første oktoberweekend. Ses derude 🤟
