Vis mig din skævert


Vi lever i glansbilledernes tidsalder, hvor vi alle sammen, hele tiden og konstant måler hinanden op på de billeder og historier vi poster, og hvor dommene falder prompte med omverdenens (og algoritmernes) tilkendegivne eller udeblevne anerkendelse.

Vi sammenligner os uvægerligt med de andre, og forestiller os, og stræber efter den perfekte partner, den perfekte karriere, det perfekte CV; vi ønsker os de perfekte børn, de perfekte venner, de perfekte ferier, og i det hele taget det perfekte liv.

Det sidste jeg har lyst til, når et af mine malerier er kommet på afveje eller jeg har overvurderet mine egne snedkerevner, er selvsagt at føre bevis for min egen ufuldkommenhed.

Alt fra børnetøj og køkkenredskaber, til charterrejser og kulturelle oplevelser googles og gennemanalyseres i en købsproces, der ofte strækker sig over adskillige dage. Mange bruger ligeså meget tid–hvis ikke mere–på at fange de perfekte øjeblikke til de sociale medier. Ikke meget plads til spontaniteten hverken her eller der.

Det betyder desværre også, at vi sjældent praler af vores fejl og skæverter, men helst gemmer dem af vejen som netop . . . fejl og skæverter: noget, vi forsøger at glemme hurtigst muligt, mens vi arbejder videre på at retouchere vores perfekte facade.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg stort set (heller) aldrig selv er åben og ærlig hele vejen gennem processen, når jeg skaber noget i værkstedet. Det sidste jeg har lyst til, når et af mine malerier er kommet på afveje eller jeg har overvurderet mine egne snedkerevner, er selvsagt at føre bevis for min egen ufuldkommenhed. Langt hellere stemningsbilleder fra Æ Tysk’havn, eller fortælle om noget af det, jeg trods alt mestrer bare nogenlunde.

Samtidig synes jeg selvfølgelig det er ærgerligt, at alting bliver så kedsommeligt, forudsigeligt ens. Hvis ingen har det godt med at vise deres egen fejlbarlighed, får vi aldrig flyttet grænserne for hvad vi kan og må.

Det, der driver innovation og evolution er fejl og tilfældigheder, ikke planlagt perfektion.

Strengt taget er det langt federe, og mere givtigt at fejle, end at køre en sikker succes hjem på rutinen. Også derfor skal vi alle sammen blive bedre til at vise og–undskyld mig udtrykket, men–stå ved vores skæverter; turde dele den måske  mest uvurderlige del af processen.