Monomyte I
(2025)
200 x 100 cm: mixed media på opspændt lærred.
Kan ses og erhverves på Galleri Juuls sommerudstilling i Skagen, der løber 5 uger, 12. juli - 17. august på Grenen Kunstmuseum.
Overfladen er rå og ujævn, med dybe rustbrune partier der flyder sammen med guldgule og okker-nuancer.
Der er noget skjult og søgende over skikkelsen hér, der synes at ville gemme sig på det gustne, forvitrede lærred. Jeg har vanen tro arbejdet med rust og oxidation for at skabe en overflade, der fortæller om den første del af min egen dannelse som kunstner: den lange proces med at acceptere min evindelige flagren mellem projekter og genrer som en styrke, snarere end en svaghed.
Der er en varm, jordagtig stemning over maleriet, som noget der har været gemt af vejen eller begravet og nu langsomt graves frem. Forskellige ansigter dukker op og forsvinder igen i teksturen, som fragmenter af identitet der endnu ikke er helt sammenhængende.
Skikkelsen selv er tvetydig. Sover den stående, elegant som en flamingo, eller har den fribytterens karakteristiske træben? Det spørgsmål afspejler på mange måder noget fundamentalt ved min egen dannelsesrejse: de mange år, hvor jeg så min egen skæve tilgang til verden mere som en karaktérbrist end en unik gave.