Kilometerhøjt til loftet


Måske fordi hun virker så ligefrem, har jeg altid godt kunnet lide Inger Støjberg.

I skærende kontrast til andre tidligere toppolitikere i Venstre, som eksempelvis Lars Løkke Rasmussen eller Kristian Jensen, har Inger Støjberg noget befriende ærligt, nærmest bramfrit over sig. Leve i et samfund gennemsyret af hendes normer, ville jeg dog nødig.

Jeg kan sagtens følge, at man ved mødet med underlig og anderledes kunst, med markedsøkonomiske briller kan føle at man får væsentlig mere valuta for sine penge andetsteds. Vil man øge befordringsfradraget til pendlere i yderkommunerne, der for nogles vedkommende har ganske langt på arbejde, er det i mine øjne også prisværdigt at man skitserer en konkret finansiering. Det kunne andre lære noget af.

Så kan man lide de konkrete værker eller ej. Det er for så vidt ligegyldigt, for det er slet ikke de konkrete værker det drejer sig om. Det drejer sig om at skabe et samfund med plads, mulighed, og intet mindre end kilometerhøjt til loftet.

Så kunststøtte eller øget befordringsfradrag?

At gunstigere vilkår for pendlerne vil modvirke affolkningen af yderkommunerne, og øge fleksibiliteten på arbejdsmarkedet giver sig selv. Skal regnestykket for alvor give mening, skylder vi imidlertid også at sætte ord på hvad det reelt ér vi får for kunststøtten: Bjørn Magnussen siger det måske i virkeligheden bedst i det seneste opus af–den i øvrigt fremragende og seværdige–Kunstnerkolonien på DRTV, hvor han bemærker noget i retning af at "der bliver 10 kilometer til loftet, hvor du er," Adam.

Et samfund der vælger at skære støtten til de smalle kunstnere, som lige netop ikke kan klare sig på kommercielle vilkår, kan måske nok være rigt målt i kroner og øre, men er samtidig uhyre fattigt. Eller måske værre end det: rendyrket provinsielt.

Nu har prædikatet provinsiel nok ikke samme negative konnotation i Inger Støjbergs vokabularium, som i undertegnedes. Men frem for at hylde og cementere de traditionelle, leverpostejfarvede danske normer, vil jeg langt hellere være med til at hylde de mennesker, der bryder og udvider normerne, og gør vores lille land større.

Selv havde jeg fornøjelsen af at lære Adam Christensen at kende, da han sidste år boede og arbejde det bedste af 3 måneder i Hvide Sande. Jeg har spillet folkemusik i mange år, men havde aldrig forestillet mig, at det ville være muligt at trække så meget inderlighed og smerte ud af en gammel harmonika. Hvor skønt at møde et menneske, der i den grad tør krænge sin sjæl ud. Hvor skønt at møde en kunstner, der favner så meget og så forskelligt.

Siden Adam var her, har jeg sjovt nok også selv haft en hel del lettere ved at gå med min egen mavefornemmelse. Lige præcis fordi Adam er så vild, og tør forvilde sig de mest sindssyge steder hen, har han udvidet mit begreb om det normale.

Så kan man lide de konkrete værker eller ej. Det er for så vidt ligegyldigt, for det er slet ikke de konkrete værker det drejer sig om. Det drejer sig om at skabe et samfund med plads, mulighed, og intet mindre end kilometerhøjt til loftet. Skal de offentlige finanser omfordeles eller fokuseres, er det i min verden ikke kunststøtten, der står først for. Sparer vi først på lofthøjden, risikerer vi nemt at loftet (og ja, også lortet) falder ned om ørerne på os, og lille Danmark pludselig er mere end almindelig klaustrofobisk.