Grønt håb


Nyhedsstrømmen er fyldt med tørke, oversvømmelser, og ekstremt vejr, og det eneste der stiger mere, og stiger hurtigere end de fremskrevne, globale gennemsnitstemperaturer, er tilsyneladende de europæiske forbruger- og energipriser.

Vores politikere har de facto suspenderet lovgivningsarbejdet, og i stedet indledt en uskøn, og meget lidt konstruktiv marathonvalgkamp, og mens der tales og tales og tales om gigantiske offshore-vindfarme og power-to-x, nikkes der i kulissen til genoplivning af europæisk kulkraft og meget, meget miljøuvenlig import af flydende naturgas.

Så hvorfor egentlig påstå der skulle være basis for . . . . håb?

Vi trænger gevaldigt til et kærligt los i røven, så vi igen kan bringe vores fantasi, og vores fænomenale omstillings- og holdspilsevner i spil (...)

Et svar ér netop forsyningskrisen, og den firserhøje inflation, der mere end mejsler i sten, hvad vi allerede længe har vidst: Vores forbrugsmønstre kommer til at ændre sig, uanset vi vil det eller ej: Meget, vi har været vant til at tage som en selvfølge, vil ikke længere være betalbart eller overhovedet muligt.

Et andet svar er den allestedsnærværende perfekthedskultur, hvis glansbilleder og stakåndede, abrupte videoklip gennemsyrer vores kultur.

Vi trænger til at få ro på; til positive fortællinger og ny inspiration.

Vi trænger til ny mangfoldighed.

Vi trænger til at se noget andet end robottrimmede græsplæner og til at dyrke vores egne grønne blade; til at smage de vilde danske æbler, som æbler engang har smagt.

Vi trænger til at høre lærken juble, og til at mærke blæsten bide.

Vi trænger til at svede igennem, og til at bade i iskoldt vand; vi trænger til lejlighedsvis at sulte os selv.

Vi trænger til afsavn.

Vi trænger til at genfinde vores plads som (bare) én lille del i det store kredsløb af stof; til at vise lidt nyvunden ydmyghed som (bare) én af planetens utallige arter.

Vi trænger til at stemple ud, gå offline, og nyde minimum én dag om ugen på flytilstand.

Vi trænger til at sove som sten om natten, og til at vågne veludhvilede med hormonerne pumpende rundt i kroppen, klar til dåd; vi trænger til at dyrke noget mere sex, og glo noget mindre på en skærm.

Vi trænger til at gå en tur ved havet tidlig morgen—uforbundet—og stille os selv det åbenlyse spørgsmål: er det her virkelig al den stress og galimatias værd? Behøver vi altid have så skide travlt?

Vi trænger til at lytte og lære; til bare at være.

Vi trænger til at blænde op for det lange lys, og til at se tingene i et lidt længere, og større perspektiv.

Eller formuleret på en anden måde: Vi trænger gevaldigt til et kærligt los i røven, så vi igen kan bringe vores fantasi, og vores fænomenale omstillings- og holdspilsevner i spil—og trænger man hårdt nok, længe nok, er man tilbøjelig til at agere ud af boksen, og gå til ekstremer.

Derfor håb. Berettiget, grønt.