At (turde!) skille sig ud


Også som kunstner er det nødvendigt at skille sig ud. At turde skille sig ud. Så—for nu at tale rent ud af posen—fanden med om det du får lavet er pænt, poleret og perfekt. Faktisk kun fedt hvis det ikke er.

Min egen ambition er at ramme et udtryk, der er lige dele råt og autentisk; som emmer af liv levet, og tid tilbragt på vestkysten. Mine malerier skal ikke være i nærheden af at være strøgne og perfekte, for sådan er min virkelighed langt fra. Brugsspor og patina, fremfor renhed og perfektion. Mine digte må godt turde være forsimplede, dagligtalte, for sådan tænker og drømmer jeg.

I det omfang kunsten fungerer, kan den måske netop være den øjenåbner, der kan få os til at se ud over vores egen lille næsetip; til at se os selv i hinanden, og til at se de andre i os selv.

Stritter min stil stadig hovedkuls i 117 forskellige retninger? Ligner mit arbejde ikke de trendsættende kunstneres overhovedet?

Så meget desto bedre.

Det bliver mit bedste råd hérfra: at være kold i røven og ligeglad, fordi der dybest set ikke er nogen grund til at lave det, du laver, eller tilstræbe det, du stræber efter, hvis ikke netop for at blotlægge din egen stemme. At raffinere dit helt eget udtryk.

Min ambition i det, jeg skaber, er dermed slet ikke så væsenforskellig fra min ambition i livet: at være (mere) ærlig og åben; at kendes ved, og gøre en dyd ud af min anderledes tilgang til mange ting, fordi jeg på den måde er det bedste levende eksempel for mine piger, og samtidig, ved at vedkende mig mine mange særheder, kan åbne op for det rum, hvor vi i bund og grund alle sammen er ens.

I det omfang kunsten fungerer, kan den måske netop være den øjenåbner, der kan få os til at se ud over vores egen lille næsetip; til at se os selv i hinanden, og til at se de andre i os selv.

Der er få ting verden har mere brug for, de her dage.