> ## Content Index > Fetch the complete content index at: https://www.christianestrup.com/llms.txt > Use this file to discover other available public pages before exploring further. # At sige tak—og nej - URL: https://www.christianestrup.com/blog/at-sige-tak-og-nej/ - Published: 2026-09-18T01:47:57.000Z - Updated: 2026-09-18T01:47:56.000Z - Description: Et nej til noget er ikke nødvendigvis et nej til nogen. Men ude på de sene timer bliver det alligevel altid forfærdeligt konkret . . . . Et par ord om den svære kunst at skære fra og sige nej. - Author: Christian Estrup - Tags: Blogindlæg Skriver de her linjer klokken lidt i tre, efter længe at have ligget og vendt og drejet mig, for til sidst at stå op. Søvnløshed er ellers ikke noget jeg lider af. Længere. Lidt noget andet i mine heydays med [kablet](https://kabelpark.dk/?ref=christianestrup.com), hvor vejret og renten og alle mulige andre faktorer udenfor min kontrol påvirkede (som i *tyngede*) driften og resultatet. Der er heldigvis kommet bedre balance i tingene. Men dermed ikke sagt at alle beslutninger er blevet nemme. > Jeg prøver at holde fast i at et nej til noget ikke nødvendigvis er et nej til nogen. Men hånden på hjertet: ude på de sene timer bliver det alligevel altid forfærdeligt konkret. Der sidder altid et menneske i den anden ende. I takt med at en del ting de senere år er lykkedes bedre—eller endda forholdsvis godt—er også tilbuddene blevet flere og bedre. Bare i år: spændende udstillingsmuligheder, løfterige lokale projekter, og senest et par mulige bestyrelsesposter. Muligheder, jeg for bare få år siden ville have grebet med kyshånd. Jeg plejer med et glimt i øjet at sige [at jeg har et halvtidsjob som handelskoordinator, freelanceopgaver for eksterne kunder, og at jeg i den tredje halvdel af min arbejdsuge er selverhvervende kunstner](https://www.christianestrup.com/om/). Helt løgn er det ikke. Og sådan et regnestykke går som bekendt ikke op. **Regnestykket** Ind imellem bliver det nødvendigt at sige fra. Takke nej. Nej er nok bare det ene ord, jeg har allersværest ved at få over mine læber. Vi er opdraget til at sige ja. Det er jeg i hvert fald. Til at tænke på andre, tage fra, stille op. Et nej lukker døre, og kommer med risikoen for at blive dømt ude som egoist og vigtig-per. Og et nej er jo netop det modsatte af det jeg håber at møde, når det er mig selv der er rundt i en opsøgende rolle og spørge . . . . Jeg ved så udmærket hvor frustrerende det er, når gode kandidater melder fra til en opgave, og du i rollen som ansvarshavende ikke kan lade være med at tage afvisningen bare en lille smule personligt . . . . . Så mit største problem med at sige nej er måske i virkeligheden, at jeg helst vil undgå at skuffe andre mennesker; konkrete, kompetente mennesker, jeg respekterer og holder af. Jeg prøver at holde fast i at et nej til ***noget*** ikke nødvendigvis er et nej til ***nogen***. Men hånden på hjertet: ude på de sene timer bliver det alligevel altid forfærdeligt konkret. Der sidder altid et menneske i den anden ende. Alligevel—eller netop derfor: Siger du ja hver gang en spændende mulighed åbner sig, rammer du før eller siden loftet. Og får måske ingenting fulgt ordentligt til dørs. Skal du for alvor gøre en forskel med én ting, kan det blive nødvendigt at skære ***noget*** fra. Og dermed skuffe ***nogen***. På papiret en lettere øvelse end under dynen, hvilket da også er grunden til at jeg nu er stået op. **Ind til benet** Jeg minder mig selv om hvad der de senere år for alvor har gjort en positiv forskel i mit eget liv: at jeg er begyndt at give mig selv lov til at udfolde min skabertrang i en grad, jeg tidligere ville have forsvoret. At det absolut bedste jeg ved, er de frie eksperimenter [i mit studio](https://www.christianestrup.com/studio/), og at tale med andre mennesker om processerne, stedet, mulighederne, min praksis. At formidle fortællingerne om transformation—både i mit eget regi, som kunstner, og [i rollen som storyteller for Hvide Sande](https://hvidesande.by/?ref=christianestrup.com). Hands-on. De administrative opgaver har jeg til gengæld altid mere løst af pligt. Så der har jeg egentlig også svaret. Skærer jeg min rolle helt ind til benet, ér det den fortællingsskabende kunstners. Lige nøjagtigt dér trives jeg bedst, og gør den største forskel. Understøtter en mulighed ikke den rolle, bør jeg som udgangspunkt sige nej. Så er min tid brugt bedre andetsteds. Selv om jeg stadig synes det er hundehamrende svært, ér 2026 blevet året hvor jeg for alvor er begyndt at tage ved lære. Året, hvor jeg foreløbig har takket nej til både udstillinger og et projekt, jeg virkelig synes fortjener at blive realiseret. Plus potentielt givende, spændende bestyrelsesposter. Ikke vredt eller uvenligt; bare velmotiveret, afbalanceret—og alligevel urokkeligt. Jeg ved ikke hvad du siger? Om du har har lettere ved at skære fra, og styre din skude sikkert igennem? At sige tak—og nej?